Clik here to view.
To brødre Image may be NSFW.
Clik here to view.
Noget af det, jeg virkelig elsker ved at have mere end et barn, er at se, hvordan de hjælper hinanden. Se at noget af det, vi prøver at give dem med videre, rent faktisk virker.
Som når Kamille har travlt og begynder at stresse helt vildt, og Karoline siger: ’Hvad er det, du mangler? Skal jeg ikke lige finde det til dig?’ og så gør det. Når hun hurtigt lige laver en madpakke til hende, fordi hun selv har god tid, eller når Sylvester hjælper Luna med at lyne jakken og få skoene på. Og at de sagtens kan lege alle tre ’små’ sammen med den kammerat, som kun en af dem har med hjem.
Men især glæder det mig, når de støtter op om hinanden, hvis en af dem har problemer. Da Sophus for snart et år siden fik briller for at hjælpe på et dovent øje, gik det faktisk overraskende fint. Han var rigtig glad for sine briller, som han selv havde valgt, men efter et stykke tid gik noget galt. Næsten hver dag, når vi kom for at hente ham, havde han ikke brillerne på. Og når vi spurgte ham ’Hvorfor?’, var svaret bare noget med ’Det glemte jeg, fordi vi spillede fodbold…’ Så tog han dem på, men på vej ud af skolegården trak han hætten godt ned over ansigtet, som om ingen måtte se ham, men han ville ikke sige noget. Hårdt presset fik han endelig fortalt, at der var nogen, der drillede ham med hans briller, men han ville ikke sige hvem.
Jeg skrev til hans lærere, om ikke de ville tage en mobbesnak i klassen og støtte ham i at bruge sine briller, da det er utroligt vigtigt. (Hvis han bruger dem nu, kan han måske slippe for briller som voksen.) Jeg fortalte dem også, at jeg ikke vidste, hvem det var, men at det heller ikke var vigtigt, men mere at de skulle tage det op som en generel ting og ikke sætte spot på ham.
Det gjorde de heldigvis få dage efter. Sophus havde ikke sagt et ord, men det havde Sylvester. Han havde rakt hånden op og sagt, at Sophus jo også havde prøvet at blive drillet, fordi han brugte briller. Og Sophus havde taget det rigtig pænt, for han kom ikke til at stå som, den der havde ’sladret’.
Han bliver ikke drillet med sine briller mere, og han gemmer sig ikke. Men mest af alt blev jeg utrolig glad. Glad og rørt over, at de sørger for hinanden og hjælper, når der er brug for det. At de godt tør stille sig op og slå et slag for en af deres søskende. Så er ’Projekt Familie’ lykkedes ret langt…
