Moar! To timer hvor alt gik galt og alligevel lykkedes
For et par dage siden havde vi en af de morgener, hvor alt gik galt – og så alligevel gik godt.
Jeg vågnede kl. 06.05 til et alt for stille hus. Ingen lyde fra ældste-barnet der normalt er ved at gøre sig klar til at tage toget fra Ringsted til København, og hans cykel stod der også stadig.
Da jeg vækkede ham, sprang han ud af sengen med et: ’Årh, for H……!!!’
’Du kan ikke køre mig, vel?’ spurgte han. Og jo, selvfølgelig skulle jeg nok køre ham, der var jo masser af tid. Så vi smed cyklen bag i bilen og skyndte os af sted.
’Har du ikke lukket bagsmækken ordentligt?’ spurgte jeg, da der kom støj bag fra. Men jo, det mente han, så jeg tænkte, at det måtte jeg se på ved stationen.
Clik here to view.
Og cirka sådan her så det ud, da jeg kom rundt om bilen Image may be NSFW.
Clik here to view.
Og dér stod jeg så rigtig blondine-dum med et smadret bagdæk og gloende taxachauffører, mens jeg overvejede mine muligheder. Telefonen lå derhjemme, så et kort øjeblik overvejede jeg bare at køre hjem, når jeg nu alligevel havde ødelagt dækket, men der var rigtig mange, der havde set mig. Bilen kunne heller ikke blive uden at tiltrække en parkeringsbøde, så jeg lånte en telefon af en af taxachaufførerne. Få minutter efter kom min mand med reservedæk og donkraft, men uden værktøj. Frem og tilbage igen bare for at konstatere, at hjulet sad for fast. Så han ventede på Falck, mens jeg kørte hjem til børnene. Alle havde spist, og de to store piger havde skiftet den mindste, men nu insisterede Sophus på at cykle til skole. Dét ville storebror ikke, og nu skulle vi også finde den evigt forsvundne spirallås. Alt imens gik tiden…
I sidste øjeblik kom tre af sted på cykel, og tre andre i bilen. Et pit-stop ved vuggehaven med en møgsur Luna, en glad baby-Lykke og en stresset mor, der konstant kiggede på klokken. Afleveringen overstået og fluks videre med den ikke-cyklende dreng, der blev sat af 3 minutter før mødetid.
Samtidig kom de cyklende børn, og ti minutter senere sad jeg derhjemme og spiste morgenmad med manden, en bus med nyt dæk og en overbevisning om, at hvis vi holder hovedet koldt og hjælper hinanden, kommer vi over de fleste forhindringer – store som små…
